Lidt om jul, sorg og betydningsfulde venner
Når julemåneden nærmer sig, oplever jeg altid en sær blanding af glæde og melankoli. Jeg har altid elsket julen, på trods af al dens glitter og stads, det konstruerede behov for hygge og al for fed mad samt det utaknemmelige gaveræs, som ofte ender i en lang bytte-kø i Magasin i starten af januar. Jeg knuselsker december for lysene i mørket, traditionerne, de hyggelige stunder med familie og venner, næstekærligheden og ikke mindst børnenes glæde over julens magi. Jeg ville nok have troet, at savnet efter mine døde drenge ville være størst på mærkedage som fødselsdage og dødsdage. Disse er bestemt ikke ubetydelige for mig, men i julen mangler jeg mine drenge allermest. Familien samles, og der mangler altid nogen i min børneflok. Jeg skal lægge gran på to gravsteder i stedet for at købe julegaver. Der hænger kugler på juletræet med børnenes navne på, men det er kun to af mine børn, som selv er i stand til at hænge deres kugle på træet. Nytåret kommer som regel med en forløsning; julen er forbi og nu er familietraditionerne i bero et års tid, til det hele skal gennemleves igen. På godt og ondt. Selvom det kan have været et godt, givende og spændende år, vil regnskabet aldrig komme til at stemme, når der – traditionen tro – på årets sidste dag, gøres status. Der mangler nogen. Hvert år. Hver dag.
Jeg har været gravid i alt 5 gange. I 2007 fik jeg mit første barn, en rask søn, Max Emil. I 2009 fik jeg Holger, som døde 4 ½ måned gammel af en meget sjælden hjertefejl, som desværre ikke var mulig at behandle. Hjertefejlen blev opdaget da han var 3 måneder gammel, fordi han begyndte at skrante. Han blev opereret, men desværre kunne det ikke redde hans liv. I 2010 fik jeg en rask datter, Lily. I 2012 aborterede jeg i uge 17, en såkaldt missed abortion, hvor den lille drengs hjerte var holdt op med at slå omkring uge 13, men hvor min krop ikke var gået i spontan abort. Dette blev opdaget ved en tidlig gennemscanning, som var blevet planlagt på grund af forløbet med Holger. Det var ikke muligt at finde årsagen til at dette skete, selvom man forsøgte. I 2014 blev jeg mor for sidste gang til Kaj, som døde dagen efter fødslen. Det viste sig at han havde samme sjældne hjertefejl som storebror Holger. Kaj blev dårlig umiddelbart efter fødslen, og vi ønskede ikke at lægerne skulle forsøge at operere ham. Vi vurderede, at han var for svag til at kunne klare så stor en operation, og vi ønskede ikke at udsætte ham for unødig lidelse.
Da tabet af mine drenge ligger over 10 år tilbage, lever jeg mit liv uden synlige spor efter sorgen, fraset mine to tatoveringer. Derfor er det sjældent at nogen spørger, hvordan det går med min sorg. Jeg er så privilegeret, at jeg i alle de år, der er gået, har været omgivet af mennesker, som har rummet, at jeg en gang imellem nævner mine døde børn. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har bedt mig tie stille, ej heller har jeg haft en følelse af, at mine nærmeste har fundet det upassende eller besværligt, når jeg har talt om mine drenge. Men jeg kan alligevel blive bange for at de tænker; ”skal vi nu høre på det igen”? eller ”Kommer hun aldrig videre”?
Denne december havde jeg et par meget betydningsfulde og rørende oplevelser, som jeg tænker tilbage på med meget stor taknemmelighed. Lidt før jul fik jeg en sms af min gode veninde, som selv mistede sin lille datter få måneder før jeg mistede Holger. Dengang var vi forbundet på grund af en god fælles veninde, og vores venskab var stadig nyt. Vores tab knyttede os tættere sammen, og i dag er hun mig et meget dyrebart bekendtskab. Hun sendte nu et billede af familiens juletræ, hvor der var ophængt en hæklet sommerfugl og et ditto snefnug, som stammer fra mit bryllup med børnenes far, hvor de blev brugt som pynt. Gæsterne måtte tage de to figurer med hjem som minde, hvis de ønskede det. Det havde min veninde gjort. Sommerfuglen symboliserer Holger og snefnugget Kaj, og de hang nu på min venindes juletræ sammen med den kugle, som er til minde om og ære for den lille datter, som hun mistede. Lillesøsteren i familien elsker lige præcis de stykker julepynt, og hun sørger hvert år for nænsomt at pakke dem ud og hænge dem tæt på hinanden på træet. Jeg blev utrolig varm om hjertet, både over at mine drenge så fint blev mindet i min venindes hjem OG over det betænksomme i at sende beskeden. Det var en meget kærlig gestus.
Sommerfuglen og snefnugget har en helt særlig betydning, som er en historie for sig selv, og det er da også netop de to symboler, som jeg har afbilledet på mine arme som tatoveringer. De sidder på en måde som gør, at de begge kan nå mit hjerte, hvis det skulle blive nødvendigt.
Et andet betydningsfuldt møde fandt sted, da jeg dagen efter en julefrokost sad over morgenmaden med en anden god veninde, som havde overnattet hos mig. Vi kom til at tale om mine drenge, som jeg mistede længe før jeg lærte hende at kende. Jeg fortalte historierne om deres liv og død for første gang i flere år, og vi blev begge berørte. Bagefter har hun fortalt mig, at hun kom til at skamme sig, fordi hun nærmest følte, at jeg måtte trøste hende den dag. Jeg har tidligere oplevet at fortælle min historie til mennesker, som blev berørte og som undskyldte for det. Jeg tænker at berørtheden handler om, at den anden forsøger at begribe, hvad jeg har stået i. De fleste synes nok at det er synd for mig, og måske forsøger de endda at forestille sig, at de selv mistede deres barn. Måske kommer berørtheden af en taknemmelighed over stadig at have deres børn hos sig i god behold. Ingen af delene ser jeg som noget, man bør skamme sig over. På en måde kan man tolke den andens berørthed som et spejl, der viser betydningen og dybden af tabet. Det er efterhånden sjældent jeg går ind i sorgen, tabet og smerten, så selvom det næsten kan lyde masochistisk, synes jeg det er rart at mærke, hvor meget min sorg stadig fylder. For på den måde kommer jeg tættere på mine drenge. Og det er altid dejligt, selvom det også gør ondt.
Jeg har for nylig hørt en episode af en podcast, hvor gæsten var en feltpræst, som fortalte om sine erfaringer som sjælesørger for udsendte soldater. Han talte om fællesskabet blandt soldaterne og om behovet for at have ligesindede at tale med, når de var kommet hjem til hverdagen igen. Efter flere måneders udsendelse havde soldaterne oplevet de utroligste og ofte grusomste ting, og mange kom hjem med en eksistentiel rystelse, som var svær at dele med deres nærmeste. Mange ville gerne høre soldaterhistorierne lige efter hjemkomsten, men efterhånden døde interessen ud, og de pårørende holdt op med at spørge til oplevelserne fra soldatens tid som udsendt. Det efterlod soldaterne med en følelse af ensomhed, og derfor blev behovet for at mødes med ligesindede veteraner så meget desto større.
I mit arbejde som sorgterapeut er jeg ofte stødt på mennesker, der ligesom krigsveteranerne oplever, at deres pårørende med tiden stopper med at spørge til det svære. Det er ikke alle der tillader sig at insistere på fortsat at tale om de børn, de har mistet, hvis ikke andre viser interesse. På den måde kommer disse mennesker til at stå meget alene med deres sorg – og med minderne, og det er næsten endnu værre. Jeg tror aldrig jeg har mødt en sørgende, som ikke værdsatte, når deres nærmeste spurgte til tabet. Måske afviser den sørgende at tale om sorgen, fordi der i øjeblikket ikke er overskud, lyst eller passende rammer til at fortælle, men nu er der på en måde givet tilladelse til samtalen og dermed mulighed for at den sørgende tør vende tilbage ved en passende lejlighed.
Mine veninder gav mig i december på kærligste vis anledning til at besøge min sorg og minderne om mine elskede drenge. Jeg er meget taknemmelig over det følgeskab, som de tilbød mig, og som gjorde julen både lysere og varmere end den ellers ville have været. Og da jeg vanen tro gjorde status nytårsaften, kunne jeg konstatere, at der som altid mangler nogen, men at jeg samtidig er usandsynligt heldig over at have så mange kærlige mennesker i mit liv. For jeg er aldrig alene.
