Jordemoder
Jeg hedder Wicki Bergholdt og er født i Nyborg på Fyn i 1980. Jeg er uddannet jordemoder i 2006, og jeg søgte ind på jordemoderstudiet efter at have analyseret de ting der havde interesseret mig i mine ungdomsår. Jeg havde arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelse og jeg interesserede mig for psykologi og for mellemmenneskelige relationer. Pilen pegede derfor på jordemoderuddannelsen. I første omgang søgte jeg dog ikke ind på studiet. Jeg havde været et år i USA som au pair, og amerikanerne havde grinet af mig, når jeg luftede tanken om at blive jordemoder. Jeg måtte forstå, at derovre var jordemødre en flok alternative hjemmefødsels-doulaer, som intet forstandigt menneske ville overgive sig til under en fødsel. I USA var det sandelig lægerne, man tyede til som fødselshjælpere, og til nøds deres assistenter, ’obsteric nurses’. ’Midwives’ var for hippier og/eller de mindre bemidlede. Jeg kom derfor hjem til Danmark og var i tvivl om, hvilket studie jeg skulle kaste mig over. Jeg endte med at blive optaget på engelskstudiet på SDU, men efter få måneder fandt jeg ud af, at det ikke var det rigtige for mig. Jeg støvede min gamle drøm om jordemodergerningen af og traf beslutning om at droppe ud af engelskstudiet. Jeg fik på VUC taget de fag jeg manglede for at kunne søge ind på henholdsvis jordemoderuddannelsen og psykologistudiet. Jeg blev optaget på jordemoderuddannelsen i Aalborg, og det var en ny verden, der åbnede sig, både på skolen og i de praktikker, som jeg tilbragte på OUH i Odense. Jordemoderlivet var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig – men jeg elskede håndværket og kontakten til forældrene og de nyfødte.
Mor
Efter at have været fastansat på OUH et års tid, blev jeg mor for første gang til Max Emil. Han blev storebror kort efter han var fyldt 2 år. Da min anden søn, Holger, var 3 måneder gammel, blev han pludselig så dårlig, at han en aften måtte indlægges på børneafdelingen. Efter 3 dages forgæves forsøg på at få ham i bedring, blev han diagnosticeret med en meget sjælden hjertefejl, pulmonalvenestenose. Han blev overflyttet til Skejby sygehus, hvor han gennemgik en masse undersøgelser og en stor hjerteoperation. Umiddelbart efter operationen så han ud til at være i bedring, men desværre gik der ikke lang tid før man igen kunne konstatere, at hans hjerte var svært inkompenseret. Lægerne havde ikke mere de kunne stille op, og vi mistede vi ham, da han var 4 ½ måned gammel. Jeg blev gravid igen kort tid efter, denne gang med en lille pige. Lily blev tjekket meget grundigt både under graviditeten og efter fødslen, og hun viste sig at være rask. Man havde ingen forventning om, at vi kunne få flere børn med samme diagnose, eftersom der var tale om en meget sjælden lidelse. Efter Lily fulgte en graviditet, der endte i en såkaldt missed abortion, hvor man i graviditetsuge 17 fandt et dødt foster – en lille dreng, viste det sig – svarende til uge 12-13. Da Max Emil var knapt 7 år og Lily 3 ½, blev jeg mor for sidste gang. Denne gang til Kaj, som efter det planlagte kejsersnit blev akut dårlig. Efter nogle timers forsøg på at få ham til at rette sig, blev børnehjertelægen endelig tilkaldt. Hun kunne meget hurtigt konstatere, at Kaj havde samme sjældne hjertefejl, som Holger havde haft. Vi blev overflyttet til Skejby til en second opinion, og lægerne var desværre helt enige i diagnosen, og prognosen var dyster. Denne gang takkede vi nej til operationen. Både lægerne og vi mente at kende udfaldet, og vores fine dreng skulle ikke udsættes for en stor operation, når chancerne for at han overhovedet ville overleve den, var minimale.
Terapeut og sonograf
Hvis jeg på nogen mulig måde skulle finde mening, ikke med at jeg skulle miste mine drenge, men mening i min situation, så ønskede jeg inderligt – som jordemoder – at få lov at være sammen med de forældre, som mister deres barn. Det kunne jeg som sorggruppeleder for de forældre, der mistede deres barn i graviditeten, under fødslen eller umiddelbart efter. Vi havde sådan en funktion på min arbejdsplads, men der skulle gå nogle år, før det lykkedes mig at få stillingen. Funktionen indebar, at jeg sammen med min kollega skulle sidde med i og facilitere sorggrupperne på OUH samt have samtaler med forældrene. I dag kalder vi os ’sorgterapeuter’, mest fordi denne titel er bredere, og vores arbejdsopgaver ikke blot koncentrerer sig om at lede sorggrupperne. Med til funktionen fulgte, at jeg var indstillet på at uddanne mig til psykoterapeut. Jeg havde ikke gjort mig mange tanker om, hvad en sådan uddannelse ville indebære eller komme til at betyde, men jeg anså det som et privilegium at få lov at uddanne mig. I mellemtiden var jeg stoppet med at arbejde på fødegangen, og var startet i Ultralyd for gravide, hvor jeg nu arbejdede som sonograf (scanningsjordemoder). Jeg elskede og elsker stadig dette fag; det er et håndværk, nørdet og videnskabeligt, og jeg har stadig mulighed for at bruge min jordemoderfaglighed, som jeg er meget stolt af.
CV
2006 – 2013
Fødegangsjordemoder på afdeling D, OUH Odense.
2013 – 2022
Jordemoder/sonograf i Ultralyd for Gravide, OUH.
2016 – 2018
Obstetrisk visitator, OUH.
2018
Sorgterapeut for forældre, der mister deres barn i graviditeten, under eller umiddelbart efter fødslen, OUH.
2022
Indehaver af Svendborg Scanningsklinik.
2023
Uddannet psykoterapeut MPF, fra IFUAM.
