Lidt om grundfølelser
Det er heldigvis ikke længere comme il faut at bo i Danmark og mene, at mennesker ikke må være dem, de er. Der er gode kræfter, der til stadighed kæmper for, at mennesker skal behandles lige, uagtet deres religion, etnicitet, kønsidentitet eller sociale status. Dermed på ingen måde sagt, at vi er i mål med ligestillingen, men vi flytter os dog, og man vinder ikke en popularitetskonkurrence på at være racist, chauvinist eller mange andre ord, som ender på –ist. Så vidt, så godt.
Desværre er det min erfaring, at det forholder sig anderledes, når det kommer til at rumme andres følelser. Så snart vi giver os i kast med at vise, hvad vi føler, risikerer vi at komme til at udstille os selv som selvglade, udfarende eller svage. Er man for eksempel dyrevelfærdsforkæmper eller klimaaktivist, risikerer man at blive hånet, kaldt hysterisk eller latterliggjort. Vi hylder i mange sammenhænge ydmyghed og selvkontrol, og vi sætter lighedstegn mellem robusthed og usårlighed. I min branche taler vi om nødvendigheden af at være teflon-belagt, og hvis vi viser følsomhed, kan vi muligvis ikke tåle mosten. Tårer, både andres og egne, kan medføre voldsom utilpashed, og mange reagerer ved at forsøge at trøste den anden, i håbet om at dæmpe sorgen og dermed få tårerne til at stoppe. At der overhovedet findes et ord som ”lalleglad” viser efter min mening med al tydelighed, at det endda kan få konsekvenser at vise sin glæde. Man risikerer simpelthen ikke at blive taget alvorligt.
Jeg synes det ville være godt, hvis vi kunne overveje, hvorfor vi ikke har tradition for at fejre vores sejre, medmindre der er sport eller film involveret (så får den til gengæld hele armen). Jeg synes dog at balancen mellem glæden over egen vinding og skadefro ved andres fejlen er hårfin, og derfor er der et sted i mig, der i al hemmelighed hylder janteloven en lille smule. Jeg tror ikke jeg er alene om at putte med glæden, når jeg lykkes med noget. Det bekommer mig bedst, når andre bemærker, hvis jeg har gjort det godt. Jeg skulle nødigt give andre anledning til at stemple mig som én, der praler.
Vrede udlever en del af os helst i trafikken, hvor ingen ser eller hører det. Det er på en eller anden måde blevet legaliseret, selvom vejvrede formentlig er én af de farligste former for vrede. I bilen har vi lov at synes, at alle andre er idioter, og så kan vi i øvrigt bide os selv i læben eller forsøge at æde vreden, når andre ser os, for hvem gider være kendt for sin hidsighed? Jeg føler altid det bliver pinligt, når jeg viser min vrede, for så er jeg bange for at blive opfattet som én, der er ude af kontrol eller i mine følelsers vold. I værste fald holder den anden måske helt op med at synes om mig, hvis jeg viser min vrede, så der er meget på spil.
Der kunne sikkert skrives meget mere om glæde og vrede, men nu kommer jeg til min sags kerne; sorg. Måske den mest tabuiserede følelse af alle. Modsat glæde og vrede er sorg fuldstændig energiforladt. Den er drænende, langsom, kedelig og udsigtsløs. Pårørende til en sørgende ønsker den ofte langt væk, mens den sørgende kan opleve sorgen som en belastende, men alligevel kær følgesvend, for når man er i sorgen mærker man samtidig betydningen af den, man har mistet – og selvom det er frygteligt hårdt, er det også rart igen at føle sig forbundet med den, man savner.
Min påstand er, at sorg stadig er et tabu, som for sjældent debatteres. Det kan undre, eftersom alle mennesker før eller senere mister nogen, de holder af. Arbejdet med sorg er en nichebeskæftigelse, som er forbeholdt få, omend utroligt engagerede mennesker. Når sorg en sjælden gang er på dagsordenen i medierne, bliver den ofte fremstillet så ensidigt og unuanceret, at jeg kan have svært ved at kende mine egne erfaringer i udlægningen. Sorgens udtryk er mangefacetteret, og fordi man kender sin egen måde at sørge på, skal man ikke tro, at man kender nuancerne af andres sorg. Netop derfor bliver det ofte svært for omgivelserne at navigere i og håndtere andres sorg.
De sørgende jeg møder i forbindelse med mit arbejde, beretter ofte om, at omgivelserne tydeligvis forventer, at de må være ”kommet videre” efter ganske kort tid. Ingen eller meget få spørger længere til tabet, og nogle efterladte oplever endda at blive mødt med undren, når de giver udtryk for, at de stadig sørger. Som en konsekvens heraf kan sorgen ende med at blive mere eller mindre privat. I hvert fald bliver de efterladtes beretninger om tabet og minderne ofte udelukkende delt i meget lukkede fora, som regel blandt den nærmeste familie eller nære venner, hvis de kan rumme det. Andre kan bedst betro sig til en kollega eller en perifer bekendt, som selv har lidt et lignende tab.
Nogle sørgende skammer sig over ikke at tale nok om den, de har mistet, andre over ikke komme videre hurtigt nok. Skam forstærker ensomhedsfølelsen og dermed afstanden til omgivelserne. Den sørgende er på hårdt arbejde med at sørge passende. Der er meget at tage højde for; forventningerne fra omgivelserne, kravet til én selv om at udstråle det rigtige, og byrden ved ikke at måtte gøre det for svært for de pårørende. For slet ikke at tale om forpligtelsen til at ”vise” den afdøde, at man er tilstrækkeligt ulykkelig. Omgivelserne skulle gerne kunne tåle den dosis sorg, de konfronteres med. Alternativt bliver det akavet, ubehageligt eller pinligt for begge parter.
Sørgende kan blive mødt af den holdning, at det er usundt at dyrke eller rippe op i sorgen, men i virkeligheden findes savnet og sorgen, uanset om der bliver talt om den eller ej. De sørgende efterlades alene, hvis ingen vil tale med dem om den, de har mistet. Og det er for de fleste langt værre end at blive mindet om savnet. Historisk har det at dyrke sin sorg klinget negativt, ja nærmest sygeligt. De fleste sørgende jeg har mødt, har haft behov for at besøge deres sorg indimellem, blandt andet for at holde mindet om deres kære i live. Jeg gør det selv; jeg besøger kirkegården, taler om de sønner, jeg har mistet, ser på fotos, og nogle gange skriver jeg om sorg – alt sammen for at komme en lille smule tættere på de dejlige drenge, hvis dufte og lyde jeg ikke længere kan genkalde mig, og som jeg savner ustyrligt hver eneste dag – også når ingen spørger til dem.
Jeg er heldig, for jeg kender gode mennesker, som tåler mig, mine beretninger, min sorg og mit savn. Jeg kan dog stadig komme til at føle, at jeg fylder for meget, når jeg fortæller om de drenge, jeg har mistet, begge for mere end et halvt årti siden. Selvom behovet for at sørge intenst og længe ikke er så stærkt som tidligere, savner jeg mine drenge lige så meget i dag, som da jeg mistede dem. Når familien samles, særligt til højtiderne, føler jeg stor taknemmelighed over alt, hvad jeg har, men samtidig mærker jeg savnet så intenst, at det næsten bliver ubærligt igen.
Nok har mine tab en del år på bagen, men de bliver aldrig forældede, og selvom jeg har meget at glæde mig over, fjerner det ikke sorgen. Det er godt for mig at dvæle ved mine tab indimellem, og det er rart, når nogen tilbyder at være sammen med mig om det. For sorg er man nødt til at leve med. Og det helst på sin egen personlige måde. Det synes jeg i hvert fald godt, man må.
